En kuriøs historie fra vores kunde Phønix fra 1993
SJOV LÆSNING FRA SOMMEREN 1993
Phønix Tag Materialer fik i sommeren 1993 to ordrer fra Phønix Bau, Flensburg på levering af i alt ca. 2100 m2 BituSystem til to projekter i Minsk i Hviderusland.
Det var en gave fra den tyske delstat Nordrhein/Westphalen til byen Minsk i form af opførelse af et uddannelsescenter og et børnehospital, der dannede baggrunden for de to ordrer. Tagdækningsentrepriserne var overdraget til Ruberoid's afdeling i Münster, som så havde valgt Phønix Bitusystem som den mest hensigtsmæssige løsning.
Vi undersøgte transportmulighederne samt myndighedernes krav til transportdokumenter m.v. for at være mest muligt forberedt, når leveringerne skulle finde sted. Ruten, der blev valgt, gik gennem Tyskland og Polen frem til målet i Minsk.
TO TRANSPORTER
Første ordre var på 720 m2 BituSystem til en uddannelsescenter i Minsk og ordren skulle levere den 2. september 1993. Vi havde beregnet, at denne ordre kunne pakkes på én lastvogn. Transporten blev overdraget til K. Hansen Transport A/S, Vejen, der omgående skaffede visum til chauffør Peder Lauridsen, som havde meldt sig til at køre den første transport. En forudsætning for et visum var en invitation fra bygherren i Minsk (på tysk)
Peder Lauridsen startede på sin tur den 29. august. Alt gik glat indtil den dansk/tyske grænse, hvor det tyske toldvæsen forlangte, at læsset blev transporteret i en lukket vogn - altså måtte der læsses om til et andet køretøj. Næste ophold var passagen af den tysk/polske grænse ved byen Frankfurt/Oder. Ventetid 26 timer. Turen fortsatte gennem Polen, men her viste det sig, at det kun var forsvarligt at færdes i dagtimerne, da det er normalt at motorvejen har græssende heste og kreaturer i rabatten, og at der ligger tabte reservedel, hjul og lignende på kørebanen.
NÅL I HØSTAKKEN
Næste stop var den polsk/hviderussiske grænse i Brest. Passagen her gik glat, og resten af turen til Minsk forløb planmæssigt, men også med en vis spænding. Minsk er en by med 2,5 mio. indbyggere. Hvor lå byggepladsen i denne storby? Ved ankomsten til Minsk var der ikke meget hjælp at hente. Godt nok lå der en stor politistation ved indkørslen til Minsk, men de betragtede åbenbart adresser som militære hemmeligheder. Peder Lauridsen fortsatte så sin tur ind mod centrum og fik efter nogle kilometers kørsel tilfældigt øje på nogle mennesker i nogle karakteristiske blå kedeldragter på toppen af et bygger et pænt stykke væk. Det var Ruberoids folk! De fik samtidig øje på bilen og begyndte at vifte med arme og ben. Mennesker mødes og om ikke sød musik, så i dette tilfælde hvert fald lettelse opstår. Og det er hermed bevist, at man godt kan finde den berømte nål i en høstak, sågar i første forsøg.
Der ventede dog en overraskelse. Fortoldningen af vognen kunne først ske, når ordre nummer 2 blev leveret den 7. september. Aflæsning kunne derfor først finde sted efter 5 døgns ventetid, kun afbrudt af et enkelt indbrud i vognen.
(Her går blitzen desværre i teksten, men Allan Karlsen og Visti Koch samt en chauffør mere, som jeg desværre ikke kan tyde navnet på, bliver sendt afsted med ordre nummer 2, fordelt på tre biler. De venter i 24 timer ved den tysk/polske grænse, men når frem, så alle ordre kunne fortoldes og aflæsningen kunne påbegyndes)
TRAPPEARTISTERI
Tagdækkerne fik dog en overraskelse ved aflæsningen. Lastvognskranen kunne nå 14 meter i højden og taget var ca. 30 meter højt. Eneste mobilkran i Hviderusland af denne størrelse befandt sig 250 kilometer borte. Der var ingen dieselolie på tanken, og det viste sig umuligt at skaffe noget. Altså måtte materialerne fra de 4 lastvogne bæres op på taget vi de indvendige trapper og elevatorer. En sådan situation var ikke usædvanlig.
GAMLE LUDWIG
Men alt i alt forløb opholdet i Minsk glat, men uden oplevelser var det ikke. Det, der nok gjorde størst indtryk, var nok den store afstand, der var mellem smilene, fortæller Visti Kock. Man så faktisk ingen glade mennesker, alt var gråt i gråt. Og så alligevel. Gamle Ludwig blev ansat som nattevagt. Han var pålideligheden selv, havde efter eget udsagn være med i både 1.!!!? og 2. verdenskrig, havde været i fængsel i Sibirien og i KZ lejr. Men han passede, alderen til trods, sit job upåklageligt og gav sågar reprimander til en af chaufførerne, da denne havde glemt at sætte hængelås på lastvognens køleboks. Kommunikationen skete på gebrokkent tysk.
HÅRD VALUTA
- Priserne var også ude af proportioner, fortsætter Visti. Har man vestvaluta på lommen, var man nærmest millionær, og meget kunne pludselig lade sig gøre eller skaffes. Vi fejrede en fødselsdag derovre. Det lykkedes i løbet af hen aften fire mand at formøble 40 DM (D-Mark). Man begyndte faktisk at få problemer med at få udgifterne til at slå til.
For den lokale befolkning er der dog masser af problemer. Varemanglen er stor. Køerne for supermarkederne er det også. Et supermarked med 10 kølediske, men hvor man i øvrigt kun kunne købe syltede agurker, fik en dag en sending sukker. Det skabte en kø på 500 meters længde fra tidligt om morgenen!
- Men handelstalentet trives. Da vi holdt i kø for at komme ind i Hviderusland, blev vi vækket af tolderne - ikke for at blive fortoldet, men for at lave lidt småhandel med whisky og lignende, hvis vi da ellers havde noget til salg.
HJEMME IGEN
Alle 4 lastvogne vente hjem uden uheld, men de 4 chauffører var en del oplevelser og erfaringer rigere.
Chaufførerne gav os det råd at tage en del 5- og 10 Marksedler med, såfremt vi ville færdes i Polen og Hviderusland. Disse sedler var i mange situationer mere værd end de officielle transportpapirer.
Vi har nu gjort øvelsen og fået lidt erfaring, og vi glæder os til en eventuel ny ordre til at vores nabolande mod ØST.
(Trykt i Phønix' personaleblad)
