Tilmeld dig vores nyhedsbrev

* Skal udfyldes

Mød en medarbejder - terminalteamleder og tillidsmand Peter Bertelsen

03-11-2016

Terminalmedarbejder med alsidig erhvervserfaring

Peter har været hos K. Hansen Transport AS siden 2011 og kunne i år fejre sit 5 års jubilæum i virksomheden. Efter endt skolegang tog Peter en 1-årig uddannelse på Handelsskolen. Herefter blev han faglært kleinsmed og var 14 år hos Alfa Laval. Peter var herefter rejsemontør indenfor servicebranchen. Peter har haft mange forskellige jobs rundt omkring og bl.a. også en sæson som togfører ved Sommerland Syd. Peter har en stor interesse for musik og revy, og han har arbejdet som roadie for bands som BB King, Gnags, TV2 og Kim Larsen. Derudover har Peter i en årrække været scenemester hos Sans Souci i Kolding.

Hvad er en typisk arbejdsdag for dig?

Min arbejdsdag starter kl. 04.30 og slutter kl. 14.00. Mine primære arbejdsopgaver er at sørge for, at alt gods kommer med bilerne.

Kl. 04.30 - 08.00:

Det første jeg gør, når jeg møder om morgenen er at sørge for at få de sidste biler tømt af. Herefter hjælper jeg vores chauffører med bl.a. at finde gods til deres biler og eventuelt være behjælpelig med at udskrive fragtbreve, hvis disse måtte mangle.

Kl. 08.00 - 10.00:

Når de sidste biler har forladt terminalen, sørger jeg for oprydning rundt omkring på terminalen i samarbejde med min kollega.

Kl. 10.00 - 14.00:

I løbet af dagen kommer der mange fremmede biler med gods til vores terminal og lagerhotel, og jeg hjælper med aflæsning af disse biler. Derudover sørger jeg for at sortere vores paller efter kvalitet og holde orden på dette område.

Jeg blev i starten af 2016 valgt som tillidsmand på vegne af 3F. Jeg overtog funktionen efter min søn, Casper, så der har været tale om et omvendt generationsskifte! Hvervet som tillidsmand synes jeg er spændende, og jeg skal i løbet af efteråret 2016 på kursus for at lære endnu mere omkring dette. Jeg har imidlertid ikke haft de store problematikker indtil videre, og dette anser jeg som et positivt tegn på, at medarbejderne trives her.

 

 

Peter Bertelsen - november 2016.jpg

Hvad gør dig glad for at gå på arbejde?

Det gør mig glad at komme på arbejde, fordi der er nogle gode kolleger, og vi har et godt humør medarbejderne imellem, hvor der er plads til, at der kan fyres noget humor af! Derudover er det heller ikke dårligt, at der er gratis kaffe, brød og frugt til medarbejderne.

Hvad er din stærkeste og svageste side?

Min stærke side er, at jeg kan snakke med de fleste. Jeg er en bestemt person, men jeg er samtidig omstillingsparat, og så har jeg masser af humor.

Min dårlige side er, at jeg kan blive noget så hidsig!

Hvad inspirerer dig til at gøre en ekstra indsats?

Det inspirerer mig til at gøre en ekstra indsats, når jeg er i samarbejde med gode kolleger. Jeg kan godt lidt konstruktiv kritik, og samtidig er jeg glad for ros.

Hvad er succes for dig?

Succes for mig er, når alt bare klapper på arbejde!

Har du et motto?

Pkt. 1: Jeg har altid ret.

Pkt. 2: Hvis jeg ikke har ret, træder pkt. 1 i kraft.

Veritas vos liberabit = sandheden vil befri dig.

Hvad kan irritere dig?

Det kan irritere mig, når telefonen ringer mere end 19 gange i timen!

Hvem er dit forbillede/dit idol?

Min afdøde far.


Poter

Når du bruger dette website, accepterer du anvendelsen af cookies. Læs mere her https://minecookies.org/