Tilmeld dig vores nyhedsbrev

* Skal udfyldes

Niels Pagh Transport A/S sælger palleforretningen til K. Hansen Transport AS

06-11-2015

Niels Pagh Transport A/S har indgået aftale om salg af sin palleforretning til K. Hansen Transport AS. Handlen omfatter de aktiviteter, der vedrører transport og oplagring af pallegods, den tilknyttede vognpark samt selskabets ejendom på Park Allé 15 i Vejen. Selskabet Niels Pagh Transport A/S navneændres til Pagh Transport A/S, hvor de tilbageværende aktiviteter med tanktransporter forbliver.

De to ejere af Niels Pagh Transport A/S, Preben Jørgensen og Mogens Fensman, vil fremadrettet have ansættelse i K. Hansen Transport AS, hvor de kommer til at indgå i driftsorganisationen. De vil med andre ord følge med i overdragelsen, og dermed være med til at sikre, at kunder og medarbejdere bliver betjent nøjagtigt som hidtil.

 

”Vi har igennem længere tid haft en dialog med K. Hansen Transport AS omkring et muligt frasalg af vores palleforretning, og vi føler os overbevist om, at de vil videreføre og udvikle forretningen på bedste vis, til glæde og gavn for vores kunder og medarbejdere”, udtaler Preben Jørgensen. ”Samtidigt er vi glade for, at det er lykkedes at finde en model, hvor både Mogens Fensman og jeg fortsat kan arbejde med det, som vi finder allermest interessant”.

Niels Pagh Transport A/S er en transportvirksomhed med stolte traditioner, og der er tale om en stærk og veldrevet forretning, som har gennemlevet en sund udvikling igennem årene. Det er derfor ikke uden vemod, at de to hidtidige ejere har taget beslutningen om frasalg af ’hjerteblod’, men de kunne begge se nye muligheder for at udvikle forretningen under ejerskab af K. Hansen Transport AS. Overtagelsen af aktiviteterne sker den 15/11-2015.

 

”Købet af Niels Pagh Transport A/S palleforretning giver os øgede muligheder for at drive og udvikle vores nationale distributionsnet. Vi er utrolig glade for opkøbet og de muligheder, det giver os fremadrettet, bl.a. for at opdyrke nye kompetenceområder. Vi ser frem til at fortsætte og udvikle det gode og langvarige samarbejde med kunderne, som Niels Pagh Transport har stået for, og vi er ligeledes meget glade for at byde Preben Jørgensen og Mogens Fensman samt deres dygtige medarbejdere velkommen til K. Hansen Transport AS” udtaler Jakob Wiborg Hansen, direktør i K. Hansen Transport AS.

 

Kunderne vil ikke mærke forandringer i det daglige samarbejde, idet både medarbejdere, materiel, samarbejdspartnere og know-how fortsætter i K. Hansen Transport AS.


Poter

Når du bruger dette website, accepterer du anvendelsen af cookies. Læs mere her https://minecookies.org/