Mød en medarbejder - kranchauffør Martin Panduro Hess
Kranchauffør med højt humør
Martin har været ansat hos K. Hansen Transport AS siden april 2015. Martin har tidligere kørt som eksportchauffør til Norge for K V Markussen i Middelfart, for Jan D. Larsen i Tiufkær (DFDS og DSV) samt for Brdr. Christensen i Middelfart (FL samt DSV Borup). Martin har endvidere kørt som kranchauffør hos Vognmand Frank i Middelfart, og dette var inkl. containerkørsel.
Hvad er en typisk arbejdsdag for dig?
Min arbejdsdag er meget varieret og indeholder alt fra fast kranarbejde til kørsel med stykgods i hele Danmark. Jeg kører ligeledes specialtransporter i form af siloer og både, hvilket er det jeg holder mest af. Jeg har ind imellem ture til Tyskland, hvor jeg bl.a. kører med siloer og både.
Hvad gør dig glad for at gå på arbejde?
Jeg er rigtig glad for mit arbejde, og den største glæde for mig må være at skabe et godt og professionelt forhold til ledelse og disponenter. Det mest vigtige for mig er dog at skabe et godt forhold til vores kunder.
Da jeg blev ansat hos K. Hansen Transport AS var min første tanke, at det er en dybt respektfuld vognmandsforretning, som er engageret i transportsektoren og som værdsætter deres medarbejdere og den indsats, som de yder for firmaet.
Hvad er din stærkeste og svageste side?
Min stærke side er, at jeg er arbejdsom, flittig, hjælpsom og har et godt humør.
Min dårlige side er, at jeg let bliver stresset, hvis tingene ikke er i orden.
Hvad inspirerer dig til at gøre en ekstra indsats?
Ros ros ros! Men mindre kan også gøre det i form af et smil, et goddag eller god morgen.
Hvad er succes for dig?
Succes for mig er glade og tilfredse kunder, venlige disponenter, glade kollegaer samt udstyr og påklædning, der fungerer upåklageligt. Endvidere er det vigtigt for mig, at jeg udfører et varieret arbejde, så det ikke bliver kedeligt.
Har du et motto?
Ja! Jeg er jo ellers fynbo, og det er ikke noget, som vi fynboer praler med. Det er bare en stille glæde, som vi har! Men ellers er mit motto, at kunderne altid har ret (næsten).
Hvad kan irritere dig?
Omdirigering samt telefoner, der ringer upassende (også ude hos kunder). Det irriterer mig ligeledes, hvis jeg bliver forsinket samt hvis der er manglende opdatering på udstyr (fx GPS).
Arbejdsredskab
Jeg kører en Volvo FM med forvogn og hænger. Kranen er en Hiab 42 tonsmeter med en rækkevidde på 21 meter lodret og ca. 18 meter vandret. Kranen er monteret med et wire-spil.
Jeg kan transportere og løfte op til 40 fods motorbåde og sejlbåde på op til 4.500 kg. Kranen kan løfte ca. 1.500 kg på fuld udlæg.
Kranbilen blev renoveret i foråret 2015, og jeg er rigtig glad for at køre i Volvoen, som er nem at komme ud og ind af.